Forfatter: Torsten

  • Rottesikring af bæredygtigt byggeri

    Rottesikring af bæredygtigt byggeri

    Hvis der er noget der virkelig kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, så er det tanken om rotter inde i huset! Jeg er godt med på at vi ikke kan blive fri for rotterne. At de bl.a. er overalt i vores kloaksystemer, og som strejfere i naturen. Men ikke i vores hus! Vi har derfor gjort alt hvad vi kan for at holde dem ude, og jeg har skrevet om hvordan vi har lavet rottesikring af bæredygtigt byggeri herunder.

    Rottesikring med fintmasket stålnet. Sat på hele vejen rundt ved soklen på træhus

    Vi har tidligere beskrevet hvordan vi har bygget vores hus på punktfundament, og dermed har vi jo åbnet op til huset. Det er super godt når man ønsker at få ventileret undersiden af træhuset, men der er jo så også fri adgang for rotter, mus og andre kryb. Hvis man ikke gør noget vel at mærke. Vi har set det gjort ved at spænde et fintmasket net ud under hele gulvkonstruktionen, men det var for besværligt for os.

    Dyb rende rundt om huset

    Vi valgte i stedet at gå grundigt til værks! Vi gravede simpelthen en rende på 70cm hele vejen rundt om huset. Herefter sømmede vi et fintmasket stålnet/volierenet på en meters bredde, fast på bundremmen. Det blev sat på hele vejen rundt langs soklen, og nettet kom dermed til at gå helt ned i bunden af renden. Du kan se på nedenstående billede hvordan det ser ud.

    Fintmasket stålnet til rottesikring f bæredygtigt byggeri

    Nettet er meget fintmasket for at holde både mus og rotter ude, og lavet i en kraftig tråd som kan modstå rotternes tænder. Stål er godt nok ikke et bæredygtigt materiale, og vi har da også valgt at begrænse brugen af stål i vores byggeri. Men omvendt så er det heller ikke godt at få rotter og mus ind i byggeriet, så af to onder så vælger vi stålnettet! Ståltråden er dog så kraftig, og varmgalvaniseret, så det holder i rigtig mange år.

    Nedenfor er et nærbillede af hvordan nettet går ned i renden. Her hvor kloakrørene er ført ud gennem nettet.

    Fintmasket stålnet til rottesikring af kolonihavehus i træ.

    Hjørnerne var lidt svære at lave, da stålnettet er meget stift. Men det er ikke noget der bliver at se når huset er færdigt, og så er det lidt lige meget. Det vigtigste var bare at der ikke måtte være huller ud over dem i nettet. Mus siges at kunne komme gennem huller på ned til 7 mm, og derfor er nettet så fintmasket.

    Billede af et hjørne med net

    Lecakugler med flere formål

    Nu har jeg jo lavet en overskrift som siger “rottesikring af bæredygtigt byggeri”, og vi har tidligere skrevet om hvad vi mener gør det bæredygtigt. Noget som også kan siges er bæredygtigt er hvad vi har fyldt hulrummet under huset ud med. Det er nemlig Leca kugler fra tidligere byggeri! Det var noget vi fik fat i gennem et nedbrydningsfirma, og vi fik dem leveret i store bigbags. De skulle godt nok sorteres for jord og betonklumper, men det var hele besværet værd.

    Jeg laver et andet indlæg på et senere tidspunkt hvor jeg vil uddybe hvordan vi har renset og brugt lecakuglerne.

    Genbrugs Leca kugler i bigbags

    Leca kuglerne blev fyldt ned under gulvstrøerne, men ikke mere end der er luft op til strøerne. Det er for at træet stadig kan blive ventileret for at undgå råd. Ud mod siderne af huset bliver Leca kuglerne holdt på plads af nettet, brugt til rottesikring.

    Leca nødder eller kugler under vores bæredygtige byggeri som rotte og muse sikring.

    Der er flere grunde til hvorfor vi har brugt lecakugler i vores byggeri. Udover at de isolerer mod kulde fra jorden og hindrer fugt fra opstigende grundvand så er der en 3. grund. De er nemlig super gode mod både mus og rotter, har vi fået fortalt. Gnaverne har nemlig svært ved at lave gange og reder i laget med lecakugler. De falder nemlig sammen i takt med at de graver. Lecakuglerne ligger jo bare løst, så det er umuligt for musen eller rotten at holde dem på plads. I modsætning til eks. flamingo som de kan gnave i. Så 3 rotter med et smæk 🙂

    Her har du nogle links til hvor du kan købe diverse materialer af dem der er vist i indlægget. Det er steder hvor vi selv har købt nogle af materialerne, og bare til info så får vi et lille beløb hvis du ender med at købe noget hos dem. Det er med til at finansiere vores byggeri.

  • Leca kugler som isolerende lag under kolonihavehus

    Leca kugler som isolerende lag under kolonihavehus

    Som jeg skriver i et andet indlæg om rottesikring i bæredygtigt byggeri, så har vi valgt at bruge Leca kugler i byggeriet af vores kolonihavehus. Dels som isolering mod jorden, og dels som kapillarbrydende lag mod opstigende grundvand. Jamen, det er da ikke bæredygtigt at bruge Leca som isolerende lag under kolonihavehus, vil de fleste nok sige! Nej det er det nok ikke, men det fandt vi en løsning på, som du kan læse om herunder 🙂

    læs mere

  • Det gamle æbletræ måtte vige pladsen

    I sidste uge var vi rigtig heldige, da Annette så et rigtig fint havehus til salg på Facebook. Det var et svendestykke fra tømreruddannelsen på teknisk skole, og det er med at slå til når man ser sådan et! Desværre kom det til at koste det gamle æbletræ livet, men det var ikke så galt endda.

    Dette havehus skal stå hvor det gamle æbletræ stod
    Havehuset som det så ud da vi købte det

    Vi var åbenbart de første der havde reageret på annoncen, så hvor heldig har man lov at være! Vi endte med at købe havehuset, men mere om selve huset en anden dag.

    Da vi helst skal hente huset hurtigst muligt, var vi nødt til at lave de første planer for haven. Huset skal hentes og anbringes af en lastbil med kran, så det skal sættes rigtigt første gang. Helst i hvert fald. Vi fik i en fart lavet de første skitser af haven, og vi blev enige om at huset skulle placeres så nordligt som muligt.

    Havehuset har dør og vinduer på de tre sider, og er helt lukket på den fjerde. Huset skal derfor placeres med den lukkede side mod nord, så tæt på hækken som muligt. I vores kolonihaveforening er det mindst 2,5 meter fra skellet. Lige præcis der hvor huset skal placeres står det gamle æbletræ, så det må lade livet.

    Det gamle æbletræ med to stammer skal graves op.

    Vi havde heldigvis fundet ud af i efteråret at det var rodskud fra den gamle vildæble der var tilbage, så tabet var ikke stort. Æblerne var mildest talt ikke gode, så vi havde alligevel besluttet, at det skulle væk på et tidspunkt. Og tidspunktet for fjernelsen af det gamle æbletræ blev den anden dag.

    Træet graves op

    Vi kunne godt have valgt at save træet over under jordoverfladen, men vi ville have det helt væk. Der var derfor ikke anden vej end at grave det op med rødder og det hele. Bevæbnet med spade, grensav og rå muskelkraft kom træet op.

    I gang med at grave det gamle æbletræ op
    Fuld gang i spaden!

    Heldigvis har et æbletræ ikke pælerod, så det var faktisk ikke en kæmpe opgave. Det tog under en time fra spaden blev sat i jorden, til træstubben var slæbt til side. Nogle få rødder måtte blive i jorden, men de skyder ikke igen. Slet ikke når vi ovenpå jorden lægger en ukrudtsdug og fliser, som havehuset bliver sat oven på.

    Annette var selvfølgelig også med i arbejdet med det gamle æbletræ, og her viser hun hvor store rødder vi stødte på 🙂

    Der er ret store rødder på det gamle æbletræ
    Rødderne er pænt store på det gamle æbletræ
    Der er fuld gang i spaden når æbletræets rødder graves over
    Annette foretrækker at sidde ned når hun graver

    Endelig kom træet op med rod og det hele, og jeg kan stor smile med god grund!

    Træstubben kom op med rod og det
    Følelsen af sejr!

    Næste skridt er at få skrællet græsset af hvor havehuset skal stå, og lagt både ukrudstdug, sand og fliser. Det må lige vente for her i Nørresundby er der faldet lidt for meget sne, til at arbejde med det.

    Go søndag 🙂

  • Flyttedag for nogle af vores planter

    Januar har indtil nu vist sig fra sin milde side, så denne weekend skulle der være flyttedag for nogle af vores planter. Da vi flyttede fra vores parcelhus i Langholt tog vi som tidligere beskrevet mange af vores planter med. De blev placeret hos både venner og familie, som hellere end end gerne ville være plantesittere. Andre har vi haft i den gård der hører til ejendommen hvor vi bor, men nu skal det være slut! Nu skal de ud i vores temmelig tomme kolonihave.

    Planterne holder flyttedag.
    Første læs planter er klar til afgang

    læs mere

  • På besøg hos Tage Andersen – Gunillaberg

    Gunillaberg – Tage Andersens paradis i Sverige

    Forleden, da jeg kiggede billederne på telefonen igennem, kom jeg forbi billederne jeg tog, da vi sidste gang var i Sverige. Vi var på en forlænget efterårsweekend i Sverige for et par år siden, hvor vi bl.a. var i Jönköbing. Vi kunne lige nå et besøg hos blomsterkunstneren Tage Andersen og hans svenske paradis Gunillaberg, så det skulle vi bare! Han har hvert år åbent hele sommeren fra maj til midt i september. Han åbner både hus, have og sit kæmpestore orangeri op for besøgende. Vi var på besøg deroppe i 2016, men planlægger at tage derop igen i 2019.

    Gunillaberg - et lille slot i det svenske.
    Gunillaberg – kunstneren Tage Andersens paradis i Sverige

    læs mere

  • Havevandring ad Cotswold Way

    Havevandring i det skønne England

    Glæden ved have synes jeg kommer aller bedst frem når man deler den med andre. Jeg er i den ret så heldige situation at jeg har indtil flere kolleger at dele min haveglæde med. Her den anden dag fortalte en af dem om en havevandring hun og en anden kollega lige havde været på. Turen gik til det smukke Cotswolds i det sydlige England. En egn med bløde bakker, snoede smalle veje og masser af smukke haver.

    Smukt hus i det skønne Cotswolds
    Et billede af et typisk sandstens hus i Cotswolds. Fantastisk med de mange formklippede buske, “Topiary”

    læs mere

  • Havefestival – Chelsea Flower Show 2018

    Det er ved at være sidste chance hvis du skal besøge maj måneds – og måske verdens – største havefestival eller haveshow, nemlig Chelsea Flower Show. Arrangementet starter i dag, og slutter efter 5 lange dage af på lørdag. Jeg kan se at der er enkelte billetter tilbage, så hvis du kan finde en flybillet, så kan den spektakulære havefestival klart anbefales. Måske du er i den heldige situation at du allerede er i London, og mangler et tip til hvad du skal lave af spændende ting!

    Godt besøgt, dejligt vejr på Chelsea Flower Show 2010

    læs mere

  • Haveoplevelser, genoplevet gennem billeder

    Haveoplevelser, genoplevet gennem billeder

    Mens vi sidder indenfor i varmen, og sneen ligger tykt udenfor, er det rart at tænke tilbage på tidligere haveoplevelser. Med mindre den står på haverejse til fjerne lande, så må vi lade os nøje med de haveoplevelser som billeder giver. Heldigvis har vi et stort arkiv af billeder, så her er lidt stemningsbilleder fra tidligere år.

    læs mere

  • Drivhus i haven

    Drivhus i haven

    Vejret i Danmark kan som bekendt være lidt drilagtigt, og garanti for godt vejr er der ingen der vil give. Men så er det godt at der findes andre metoder! Nemlig at få sig et drivhus i haven.

    Vi kan ikke lave om på vejret, men en anden måde at nyde haven på er ved at investere i et drivhus. Hvis du placerer dit drivhus strategisk i haven, kan du være midt mellem blomster og bede. Endda uden at få vand i håret på en regnvejrsdag.

    Trædrivhus - set ved Heides Planteskole i Thisted

    Det er i dag muligt at få drivhus i alle størrelser og mange udformninger, så der er næsten en udgave til enhver smag og pengepung. Om du er til et i træ, stål eller aluminium. Om det skal stå i rå udgave eller malet i alverdens farver, så er der et drivhus til dig.

    Flot sort trædrivhus med skyggegardiner i taget

    Et drivhus i oliebehandlet eller malet træ er et stort ønske for rigtig mange haveejere. Der er da næsten heller ikke noget smukkere end eksempelvis et malet drivhus i træ. Måske oven i købet med indgangsparti, sprossevinduer og måske en cresting på taget.

    Den måske eneste ulempe ved et drivhus i træ er at det kræver en del vedligehold. Som alt andet træ der bruges udenfor skal det jævnligt vedligeholdes med maling eller olie for at holde i mange år.

    Classica Botanic Eventyrlig stemning til haven.
    Den eventyrlige Classica Pavillon Botanic 16 kantet

    Hvis du ikke er så vild med at lave vedligehold ud over pasningen af græsplænen og blomsterbedene, så er det bedre at vælge et drivhus i aluminium. Lige meget om det er malet i en farve eller det står i ubehandlet udgave, så er det næsten uforgængeligt. Det eneste der kræves er en omgang grundig rengøring om foråret. Det er for at fjerne alger på glas og profiler og for at begrænse svampesporer fra sidste års plantevækst. Brug blot en spand med varmt sæbevand og en blød børste, og det bedste at bruge er almindelig brun sæbe. Husk at skylle efter med rent vand.

    Billedet herover er af et Classica drivhus, som er forsynet med ekstra tilbehør. Spiret og de dobbelte døre er lavet i samarbejde med blomsterkunstneren Tage Andersen, og er med til at understrege det eventyrlige.

    vindruer fra vores pavillone - Himrod stenfri

    Et drivhus behøver ikke at være særlig stort for at kunne indeholde både et bord med 2 stole og et antal tomatplanter og krydderurter. Der findes næsten ikke noget bedre end at tage eftermiddagskaffen med ud i sit drivhus på en lun februar eftermiddag, hvor det ellers vil være for koldt at sidde ude. Så er man ude i haven, men alligevel indenfor i varmen.

      Rose New Dawn i drivhus

    Udover en klatrende vin er det også flot med en klatrende rose i drivhuset. Så kan man nyde duften af blomster mens man sidder og nyder kaffen.

    Drivhus med kapillærkasser og plantesække med tomater.

    Når solen rigtig er fremme om sommeren kan tomatplanter drikke rigtig meget vand, og så er det godt med automatisk vanding. Her er der brugt kapillærkasser med plantesække ovenpå, så tomatplanterne selv drikker efter behov.

  • Muromkranset køkkenhave

    Muromkranset køkkenhave

    Muromkranset køkkenhave i engelske udgaver

    Selvom sneen ligger over det meste af Danmark og temperaturen viser minusgrader hele døgnet, så er der mange af os der allerede er ved at lægge planer for køkkenhaven i år.

    Det er altid spændende at overveje hvad der skal sættes til forspiring i vindueskarmen. Der kan lægges planer for hvilke nye og spændende frø der skal indkøbes. Og måske skal der laves spireprøver på nogle af favoritfrøene fra året før.

    Frø ti spiring

    Nogen af dem der har en lang historie i at lave spændende og seværdige køkkenhaver er Englænderne. Her er nogle eksempler på hvordan nogle englændere har udformet deres egen udgave af køkkenhaven.

    Første eksempel er fra en såkaldt ”Walled Kitchengarden”, på dansk en muromkranset køkkenhave. En muromkranset køkkenhave er meget karakteristisk især for de større ejendomme på landet, men også i mindre udgave inde i byerne. Princippet er at der bygges en høj mur, gerne i teglsten, rundt om hele køkkenhaven. Det, at køkkenhaven er muromkranset, sikrer læ inde i haven. Desuden kan muren afgive den varme om natten, som den har opsamlet om dagen, mens solen har skinnet.

    muromkranset køkkenhave

    Den del af muren der vender mod syd kan give mulighed for blandt andet at dyrke frugter der normalt er for sarte til området. På grund af den ekstra læ og den lille smule ekstra varme om natten kan de alligevel kan klare sig. I mange tilfælde kan de lige frem trives, og give et relativt stort udbytte.

    køkkenhave fra england

    Ude i bedene er der stor forskel på mikroklimaet, det afhænger meget af hvor tæt de er placeret på murene, og om de er placeret i den østlige eller vestlige side af køkkenhaven.

    køkkenhave fra en walled garden i Chipping Camden

    Her kan der også plantes blomster ind imellem grønsagerne, så der året igennem er noget kønt at se på. Nogle blomster har endda en ekstra fordel ved at de kan medvirke ved bekæmpelsen af skadedyr. Eksempelvis tagetes, der ofte bruges til at forvirre gulerodsfluen, så den ikke lægger æg ved rækkerne af gulerødder.

     Køkkenhave med både grøntsager, krydderurter og blomster

    Englænderne har også en lang tradition for at anvende kompost i køkkenhaven, men det er et helt emne for sig, så her kommer der mere information på et andet tidspunkt.

  • Åben have i dag d. 21/9-13 kl. 13 – 17

    Åben have det sker for første gang i Eventyr Haver i dag.

    Roserne bliver til buske, med en vulumitiøs skønhed

    I dag i anledningen af Aalborg Bæredygtigheds Festival, holder vi åben have. Det bliver med fokus på bæredygtighed og hvordan du for små penge kan komme langt i din have’s indretning. Tænk regnvandsopsamling, faskiner, genbrug af byggematerialer til eks. den overdækkede terrasse.

    Kom og få en snak om haveplan eller bare gå en tur og få inspiration til din egen have.

    Velkommen i haven her i det Nordjyske, adressen er: Elmevej 6, Langholt, 9310 Vodskov. 10 km nord for Aalborg.

    Havehilsner Torsten og Annette