Ja så får vi endnu et rosenbed, vi kan jo ikke lade være med at finde flere steder til roser, der kan altid klemmes en ned et eller andet sted. Dog er vi ikke i klemme hjørnet når vi laver denne duftcirkel.
Sidste forår fandt jeg i et gammelt blad en hel beskrivelse af hvordan en duftcirkel i roser skulle anlægges. Selve cirklen skulle være 5m i diameter og så blev jeg endnu mere vild med ideen – for det passede jo lige med at lave den rundt om vores store runde terrasse ved siden af pavillonen. Der er tit ikke langt fra ide til handling her i huset og andre gange tager det noget tid. Dette er et af de tilfælde hvor det tog noget tid…
Først for ca. 2 uger siden blev tanken taget op igen, fordi de roser jeg havde købt i efteråret ser ud til at have lidt en krank skæbne her i vinter. Vi satte dem i potter og det var lige dagen inden vi fik sne og frost som så blev liggende til for godt 3 uger siden, mere eller mindre… Så roserne ser meget medtaget ud og er vist desværre også døde. Da jeg så alligevel skulle bestille nye roser, ja så blev beslutningen taget om at vi da lige så godt kunne putte dem i jorden rundt om terrassen når nu vi så gerne vil have den der duftcirkel.
Så i stedet for at bestille 5 nye roser så er der blevet bestilt 19 nye roser til den nye duftcirkel, og hvilke roser skal du nok få at vide når vi kommer til at skulle plante dem…! Spændingen bliver udløst en gang i løbet af de næste par uger 😉
Men nu kommer vi til det forberedende arbejde som vi er godt i gang med. Som du kan se på billedet er vi i gang med at grave ud til at give roserne en dejlig madpakke i form af hestemøg og masser af det.
Vi graver først 50-60cm ned og løsner jorden i bunden af bedet, for at forberede bedet på den jordforbedring vi skal i gang med, i form af at fylde godt med hestemøg i sammen med lergranulat for at jorden skal have en chance for at holde på vandet i sådan en sandet jord som vi har her i haven.
Når vi har gravet hele den del af cirklen ud som skal plantes i begynder vi at køre møg i, det kan du læse mere om i næste indlæg om rosenbedet.
Det andet vi har lavet i dag er at flytte en masse store stenbræk over på den anden side af pavillonen så vi ikke skal rende rundt og luge der hele sommeren, det er livet altså for kort til og jeg synes stenbræk er så skønne og så dækker det helt vildt godt for ukrudt når først det er vokset godt sammen og det tager ikke lang tid.
Som du kan se har vi lagt alt hestemøget ovenpå jorden, her udover at det også er kommet i plantehullerne. Der skal så til sidst toppes med barkflis, for at lave en pæn og nem afslutning.
Skriv et svar