Mangler du struktur og lethed i haven er det godt at sætte græsser, de kan nærmest betegnes som havens balletdansere. De er lette og har en meget graciøs vækst, som hen på sensommeren, efteråret og hele vinteren giver haven et rigtig flot og utroligt smukt udseende, hvor mange andre planter visner ned og forsvinder, for først at vise sig igen til næste forår.
På billedet her er der bevidst beplantet med græsser og det har en helt fantastisk virkning at se det store tuer med de smukke aks som vil stå og svaje i vinden hele vinteren. De er også utrolig smukke når de står fyldt med rimfrost en vinterdag.
Græsserner har desuden den fordel at de har lancetformet blade. De spidse former er noget vi tit savner i vores bede og krukker og her er græsserne rigtig gode til at give denne form med både deres blade og deres aks.
Så smukt som på billederne her tager græsserne sig ud lige nu rundt om i haver og parker.