Der er ikke meget ved synet af ens skraldespand, indrømmet, det er et kedeligt og nødvendigt onde, der skal stå i ens indkørsel, så vi kan gøre det nemt for vores renovationsfolk.
Når du står lige for kan du se skraldespanden, men som du kan se længere nede er der ikke meget indkig til den lidet kønne skraldespand
Vi har for nogle år siden lavet et skraldespandsskjul hvor også postkassen kan hænge; da vi var ved at planlægge indgangspartiet kunne vi jo lige så godt tage højde for at det på et tidspunkt blev lovpligtigt at sætte postkassen ud til vejen og nu er det pr. 1/1-2012 sådan at det hele skal være ude ved vejen.
Her var rigtig mange flotte sveller som var brugt til både legehus og gulv i den gamle garage, som vi har brugt på en helt ny måde. Vi har taget svellerne og gravet dem ned ved siden af hinanden og med lidt mellemrum så de danner en høj mur/væg ud mod fortovet og en lidt lavere ind mod stien ind til huset. Det vil sige at der herved fremkom et hak der var lige tilpas til at gemme vores skraldespand bag, og ude på siden har vi hængt vores postkasse.
Denne vinkel kommer vi ikke gående fra 😉
Det var da godt nok træls, for at sige det på jysk, de første gange vi skulle gå så langt med skraldeposen, men det er jo bare en vanesag og vi er selv godt tilfredse med vores skjul og postkasse-holder som vi ikke ser andre steder 🙂
Du må meget gerne bruge ideen eller lave noget der minder om det, for selv om vi kan se ind til skraldspanden når vi går ud fra huset, tænker vi aldrig på at den står der, vi har sat nogle tønder med planter og dem ser vi i stedet. Ikke engang gæster og kunder der kommer, lægger mærke til vores lidet kønne skraldespand længere. Vi så den faktisk meget mere da den stod henne ved bagdøren, så det er kun en stor glæde for alle parter at vi har lavet det flotte (synes vi selv) skjul 🙂